86 42 90 23 kontor@c-lacour.dk

Vi har en særlig 10. klasse-struktur, som er et fremragende tilbud til de elever, der gerne vil vokse og modne sig lidt mere i 10. årgang. Ordningen bygger på motivation, og tilbuddet omfatter et fagligt højt niveau med indlagte tema-dage samt to såkaldte ‘blå timer’ om ugen, hvor eleverne får mulighed for at følge tre forskellige aktiviteter: Idræt, Billedkunst og Drama/musik.

Den obligatorisk selvvalgte opgave indgår i forløbet.

Vi tilstræber en klassestørrelse på 22 elever – og har Danmarks bedste kvalificerende 10. klasse, hvis det er det, man vil.

Den fagligt kvalificerende 10. klasse:

  • Byder på solid og intensiv undervisning. Det drejer sig om at forbedre elevens faglige standpunkt i hvert eneste fag, så alle kan opfylde adgangskravene til ungdomsuddannelserne.
  • Skolen stiller med et erfarent lærerhold. Hver lærer har speciale i sit fag.
  • Den semesteropdelte undervisning i fysik/kemi, matematik, engelsk og tysk giver en effektiv og sammenhængende indlæring. Vi har erfaring for, at eleverne lærer mere ved denne form for intensiv undervisning.
  • Vi tilstræber så mange modulopbyggede lektioner som muligt. Det giver tid og ro til fordybelse.

Den socialt kvalificerende 10. klasse

  • Vi lader den enkelte elev opleve den omvendte Jantelov. På jævnt dansk: Du er noget, og du har noget at byde på. Vi forventer en aktiv deltagelse, så andre kan få glæde af dig. Vi vil, med andre ord, arbejde på at udvikle følelsen af selvværd.
  • Vi mener, det er vigtigt, at man kan samarbejde med andre. Folk, der kan det, har verden brug for.

Den modenhedsmæssigt kvalificerende 10. klasse

  • Vi mener, at modenhed udvikles gennem ansvarliggørelse og selvstændiggørelse.
  • Vi giver et stort medansvar i undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse.
  • Eleverne vil møde konsekvens og struktur på alle niveauer i deres nu halvvoksne skoleliv. De skal opleve, at aftaler betyder noget – og at man skal være til stede, når tingene sker.
  • Vi vil udfordre dem til personlig stillingtagen til væsentlige spørgsmål.

Vi forventer

  • at du indstiller dig til Folkeskolens Prøve 10 i alle fag. Undervisningen foregår på 10. klasses niveau, men der tages naturligvis hensyn, så du skal ikke være bange for at få uoverskuelige problemer, hvis du i et enkelt fag eller to har lidt vanskeligheder.
  • at du giver dig i kast med 10. klasse på en aktiv, ansvarsfuld og positiv måde, fuld af nysgerrighed og virkelyst.
  • at 10. klasse gør dig dygtigere og giver dig et bedre grundlag at vælge videre på.
  • at du vil yde en indsats i 10. klasse og være med til at præge undervisningen positivt.
  • BEMÆRK: Nuværende la Cour elever i 9. klasse skal anbefales til 10. klasse af deres klasselærer og faglærere.